Den danske visetraditions historie med eksempler på mundtlig, skriftlig og trykt tradition
Forskningen i den danske folkevisetradition fra 1500-tallet og frem til i dag bygger på et velbevaret skriftligt og trykt kildemateriale, bestående af:
- håndskrevne visebøger -
- trykte visebøger -
-småtryk/skillingstryk
hvortil kommer
- den mundtlige traditionskilde,
der direkte kan studeres gennem nutidig sang og gennem 1800 -tallets indsamling og optegnelse af folkelig sangtradition - og som indirekte kan spores i dele af håndskrift- og småtryksoverleveringen.
De overleverede 40 visehåndskrifter fra 1500-1600-tallet kan opdeles i tre kategorier:
Familievisebøger, poesibøger - 25 håndskrifter
Indsamlingshåndskrifter - 9 håndskrifter
Afskriverhåndskrifter - 6 håndskrifter
Afskriverhåndskrifterne er de yngste, har indbyrdes for en stor del det samme repertoire og er - som betegnelsen antyder - afskrifter af tidligere håndskrifter. Ønsker man at forske i viserne som en tradition, er det derfor først og fremmest indsamlingshåndskrifterne - håndskrifterne, der repræsenterer deciderede indsamlinger og som hver for sig har et meget stort antal viser - der har størst interesse. Men studier i de mindre familievisebøger med deres mange navne- og stedsindføringer og små notitser giver naturligvis billedet af den til enhver tid levende tradition en ekstra dimension.
Langt de fleste navne på visebøgerne er arkivalske. Det vil sige: Man kan ikke ud fra håndskriftets navn slutte, hvem anlæggeren eller eventuelt den oprindelige ejer er. Hermed nogle eksempler: Det er ikke Karen Brahe, der har anlagt og skrevet den store ”Karen Brahes Folio”, men Karen Brahe er den seneste ejer af håndskriftet. - Jens Bille har derimod muligvis anlagt ”Jens Billes Visebog” (tidligere benævnt som ”Sten Billes håndskrift”). Han og broderen, Sten Bille, har i hvert fald indskrevet viser. Det er fastslået, der foreligger 35 indskrivninger fra Jens Billes hånd. - ”Ide Giøes Visebog” hedder sådan, fordi Ide Giøe tværs over en vise om ”Germand Smed og Præstens Datter” har skrevet, at denne vise er ”min egen” - næppe fordi hun har lavet den - sikkert fordi hun har kunnet lide denne vise med svinedrengemotivet. (DgF VI 329ff)
De tre her ikke helt tilfældigt nævnte visebøger er en del af Karen Brahes visesamling, bestående af håndskrifter, trykte udgaver og småtryk/skillingstryk. Visesamlingen indgår i det bibliotek, som Karen Brahe til Østrupgård i 1681 arvede efter sin slægtning, Anne Giøe, og som nu opbevares i Landsarkivet for Fyn.
”Ville I lytte og høre”. Folkevise om Kristian den Anden, indført i familie-visebogen Jens Billes Visebog fra 1550’erne af Jens Bille selv.
Jens Billes Visebog hører sammen med Hjertebogen til de ældste visehåndskrifter, vi har overleveret. De er begge fra midten af 1500-tallet. Begge er i kategorien ”Familievisebøger/Poesibøger”, men især Jens Billes Visebog har karakter af en typisk familievisebog. Adskillige genrer er repræsenteret i bogen: ridderviser, skæmteviser, historiske viser, aktuelle viser, salmer, adelslyrik - og muligvis nogle afskrevne skillingstryk. Endvidere taler meget for, at en del mundtlig, sungen tradition findes nedskrevet her. Det er - med et enkelt eksempel - interessant, at Jens Bille selv mod slutningen af visebogen har indført en vise om ”Sejren ved Meldorph” i betragtning af, at han deltog i slagene ved Meldorph og Heide i 1559. Visen har et sprog, der kunne give en anelse om, at visen stammer fra en soldat, der enten prøver at synge dansk - eller som har sunget på tysk, hvorefter der er forsøgt lavet en oversættelse, nedskrevet efter sang. (DV I 75-78 og IV 52-53)
Ide Giøes Visebog er dateret til første halvdel af 1600-tallet, men er muligvis anlagt tidligere. Viseforskeren Hakon Grüner-Nielsen har således nogle tanker om, at det kan være Sophie Brahe, Tyge Brahes søster, der har anlagt bogen. (DV V 246)
Visebøger som Jens Billes og Ide Giøes kan sammenlignes med de visebøger, der til stadighed dukker op under Projekt Visecenters indsamling af visetradition. Disse er jævnt skrevne, jævnt udstyrede, men med navne, dateringer og notitser, der gør dem til uvurderlige repræsentanter for en familietradition, der kan gå tilbage til forældre, bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre.
Karen Brahes Foliohåndskrift er dateret til 1570, altså er det også et af de ældste. Det er et udpræget indsamlingshåndskrift, og det må bygge på en meget bevidst indsamling, udelukkende af folkeviser. Et par hundrede numre, indskrevet af en professionel skriverhånd og alle i den bestemte genre: folkevisen. Bogen er smuk, omend den virker lidt anonym med de mange ens tæt skrevne sider, men vi har her noget af det mest værdifulde kildemateriale, trods de forkætrede redigeringer af mange af viserne, ikke mindst den sammenskrevne Marsk Stig-vise.
Visesamlingen i Karen Brahes Bibliotek er - som tilfældet er det med en del såvel ældre som yngre visesamlinger - et familie-, et slægtsforetagende gennem fem generationer - fra 1. generation med Jens og Sten Bille - til 5. generation med Karen Brahe.
I 2. generation bør nævnes Knud Brahe og Margrethe Lange. Margrethe Langes navn sættes ofte i forbindelse med spekulationerne over, hvem der har anlagt det store indsamlingshåndskrift, Karen Brahes Folio. - Knud Brahe og Margrethe (Mette) Lange har på en side cirka midt i folien indskrevet deres navne på deres forlovelsesdag i 1583. - Den type indføringer ved familiefester er almindelige i de gamle visebøger, ja, forsåvidt også i mange af de visebøger vi får ind i dag. - Men det er Margrethe Langes navneindføring, der har givet næring til troen på, at det er hende, der har anlagt bogen. - Iørn Piø skriver således i sin epokegørende disputats: ”Nye veje til folkevisen” (s. 42), at
”Mest taler for - og intet taler direkte imod - at det er fru Margrethe Lange, der har anlagt denne visebog mellem 1578 og 1584 … mens hun boede på Engelsholm ved Vejle.”
Også Erik Sønderholm har i sin håndskriftartikel i ”Danmarks gamle Folkeviser” bd XII tanker om Margrethe Lange som mulig anlægger af Karen Brahes Folio, ja, flere forskere strejfer muligheden. Men Iørn Piø er så overbevist, at han omdøber Karen Brahes Folio:
”I det følgende vælger jeg at kalde dette håndskrift for MARGRETHE LANGES SAMLING AF GAMLE DANSKE VISER.Det er en dækkende betegnelse for dette storslåede håndskrift, der helt er præget af den interesse for de gamle viser, som man møder tilløb til i nogle af adelens visehåndskrifter, men som man ellers kun finder realiseret i Vedels Visearkiv og i hans udgave fra 1591, hvor han bearbejder de viser, han havde i arkivet”
De misforståelser, omdøbningen af Karen Brahes Folio herefter har givet anledning til, siger noget om, hvor farligt det er at forlade en velkendt arkivalsk betegnelse.
Over for Knud Brahes og Margrethe Langes navneindføringer i Karen Brahes Folio står en anden ikke mindre interessant indføring: Det er Otto Giøe, broder til Falk Giøe, 3. generation, der skriver, at bogen ejes af hans søster Ellen Giøe. Navneindføringen og notitsen er dateret 1624, altså 41 år efter Knud Brahes og Margrethe Langes indføringer og i det år, hvor Ellen Giøe blev gift med Mauritz Ascherleben til Jerstrup på Fyn. Bogen kan være brugt som bryllupsgave.
Udover de her omtalte tre søskende, Falk, Otto og Ellen Giøe kan nævnes endnu tre søstre, der har noget med visetradition at gøre: Ide Giøe, der på grund af sin glæde over visen om ”Germand Smed og Præstens Datter” har givet navn til en visebog, Mette Giøe, der i 1657 udgiver folkeviseudgaven ”Tragica”, den anden folkeviseudgave efter Anders Sørensen Vedels Hundredevisebog i 1591 - og endelig Anne Giøe, der grundlagde Karen Brahes Bibliotek med den betydningsfulde håndskriftsamling.
Henrik Giøe og Birgitte Brahe havde flere børn. De blev opdraget på Rosenholm på Djursland, da forældrene døde tidligt, hos Holger Rosenkrantz med tilnavnet Den Lærde. Her på Rosenholm var der helt fra faderen, Jørgen Rosenkrantz´s dage et enestående miljø for boglige sysler, men bestemt også for det vi i dag vil kalde indsamling af folkeminder. Det er næppe tilfældigt, at nogle af de vigtigste kilder til folkeviserne er havnet her.
Udover de her nævnte håndskrevne visebøger findes der endnu et par yngre visebøger i Karen Brahes samling, og vi må nok gå ud fra, at en del af dette yngre materiale kan være indsamlet i Rosenholmmiljøet. Det gælder muligvis også en del af Ide Giøes Visebog.
Foruden de håndskrevne visebøger findes der i Karen Brahes visesamling en småtryk-(=skillingstryk-)samling. Den kan være grundlagt i Rosenholmmiljøet og er i løbet af et par generationer, man blev nemlig ved med at samle, nået op på godt et par hundrede tryk. - Et par af de folkeviser, der her forekommer som småtryk/skillingstryk, er nedskrevet i Karen Brahes Folio, bl.a. visen om ”Folke Lovmandssøn og Dronning Helvig”.
Forside af skillingstryk med folkevisen om ”Folke Lovmandssøn”. En version af visen findes nedskrevet i Karen Brahes foliohåndskrift fra 1570’erne.
Igennem fem generationer har en familie opbygget denne enestående samling - og jeg kan ikke lade være med igen at nævne de visesamlinger, der af og til indleveres på Visecentret. Vel er de mindre, beskednere, men de har den samme sammensætning:
- håndskrevne viser, ofte samlet i visebøger -
- trykte viser, som skillingstryk, af og til sammensyede til en bog - som postkort eller som samleblade fra dags- og ugepressen -
- trykte viseudgaver, trykte visehefter -
Forrige og dette århundredes visesamlere og visebrugere har oftest kunnet fortælle, hvorfra de har deres viser. Når vi modtager samlinger i dag, kan giverne som regel synge i hvert fald nogle af viserne, og de kan fortælle, at deres søskende, forældre, bedsteforældre, oldeforældre, skole- og arbejdskammerater har sunget den og den vise. - Vi savner i høj grad sådanne gode oplysninger om den ældste visetradition. Men må vi så affinde os med, at vi i den gamle overlevering mangler den vigtige dimension: mundtligheden, sangen?
Jeg mener ikke, at vi må ophøre med at stille os selv og hinanden de samme spørgsmål til det gamle materiale, som vi stiller til det nye: Hvor i samfundet er viserne indsamlet? Hvor og af hvem er de blevet sunget?
Er det store håndskriftkorpus fra 1500-1600-tallet, der sandt nok er udført af skrivekyndige, altså af adelen og gejstligheden først og fremmest, udelukkende en adelstradition?
Et stort antal viser i 1500-1600-tallets visehåndskrifter er imidlertid en decideret adelspoesi. Den type viser har ikke kunnet optegnes af folkemindesamlerne, der arbejdede i 1800-tallet, for de nåede aldrig uden for adelens kredse. - Der er et eksempel på en sådan vise, optegnet i Dronning Sophias Visebog. Det særlige ved denne vise er, at der oven over den står: ”En dansevise”. - Det er en fin oplysning. Den er så god, at viseforskeren Hakon Grüner-Nielsen næsten ikke tør tro på den:
”Denne Vise er mest mærkelig ved sin Overskrift ”En Dansevise”, der enten betyder ”en dansk Vise” eller ligefrem oplyser, at den Slags Elskovslyrik har været brugt til Dans… ” (DV V 317)
Men der står nu dansevise. Og første vers lyder sådan:
Allt wede ieg hor den rosen der hund staar,
alle wede ieg huor den rosen der hund staar,
hendis blade de ere røde,
der aff gaar lycken hinde søtt,
Krist giffue den rose rett allrig bliffue øde.
Viser af denne type forekommer i de fleste af håndskrifterne, men de findes i meget stort antal i de visebøger, der er anlagt og skrevet af personer tilknyttet hoffet, altså til forskel fra landadelen: hofadelen med tilknytning til Christian III’s og Frederik II’s hoffer. - Hjertebogen er et godt eksempel med sine 58 adelspoetiske viser mod kun 20 folkeviser - et andet: Langebeks Kvart med 67 adelspoetiske viser mod kun 18 folkeviser. I dette håndskrift findes endvidere et stort antal tysksprogede viser, 71 ialt.
”Ve dig, elendige klaffer”. Lyrisk adelsvise nedskrevet med signatur i Jens Billes Visebog af Jens Billes broder, Steen Bille.
Der er altså adelsviser, der er nemme at udskille fra det øvrige visebogsmateriale.
Når Iørn Piø i sin disputats ”Nye Veje til Folkevisen” bruger udtrykkene ”adelsvise” og ”adelstradition”, er der imidlertid tale om folkeviser, indsamlet af adelen - i nogle tilfælde, mener Iørn Piø, også skrevet af adelen:
”En væsentlig del af adelsviserne er blevet til eller nedskrevet efter ældre adelsdamers og adelsmænds erindring siden slutningen af det sekstende århundrede og indtil midten af det syttende. Før den tid synes det i særlig grad at være de unge adelsmænd, der var aktive, også som viseforfattere …
Adelen har allerede tidligt været på visit i de folkelige miljøer, og når den trak sig tilbage og var i enrum, skrev den sine egne danseviser … (s. 295)
Over for adelstraditionen sætter Iørn Piø da en folkelig tradition, menigmandstraditionen - og under afdækningen af disse to traditioner har Iørn Piø som hovedmateriale tre visehåndskrifter, der har tilhørt Anders Sørensen Vedel: Svaning I-II og Rentzell, alle fra 1580’erne, og alle indsamlingshåndskrifter.
Der er inspiration at hente i denne afdækning, men opdelingen i de to traditioner bliver for skarp, og metoden der bruges for at finde frem til folkevisernes henholdsvis adels- og menigmandstradition kan anfægtes.
Iørn Piø siger i sin disputats (s. 22-36):
”De viser, hvorom Vedel i sin viseudgave udtrykkeligt siger, at de var almindelige blandt den menige mand på hans tid, er alle kæmpeviser …”
”Man kan nu fremsætte den antagelse, at de skrivere (= optegnere, indsamlere), der har hjembragt disse kæmpeviser til Vedels Visearkiv, også kan have hjembragt andre, der var almindelige blandt menigmand i slutningen af det 16.århundrede. Det drejer sig om tolv skrivere, som jeg ud fra dette menigmandskriterium kalder menigmandsoptegnere”.
og:
”Blandt Vedels ca. 30 skrivere findes tre, der har indsamlet mange viser, nemlig mere end tyve hver, og de kan ikke ud fra menigmandskriteriet kaldes menigmandsoptegnere. I forlængelse af min første antagelse fremsætter jeg nu denne: disse tre skrivere har indsamlet visetradition i adelskredse. Antagelsen understøttes af den kendsgerning, at den ene af dem har afskrevet viser fra Hjertebogen. Jeg kalder disse tre skrivere adelsoptegnere”
Metoden fører frem til, at der i Vedels Visearkiv findes materiale fra 12 menigmandsoptegnere, 3 adelsoptegnere og 11 optegnere, der ikke umiddelbart kan karakteriseres ved hjælp af menigmandskriteriet. Afdækningsmetoden er for svag, når den benyttes alene - og det bliver for let at konkludere, at den tradition, menigmandsoptegneren har, er menigmandstradition, medens den tradition, adelsoptegneren har, er adelstradition. - Det fremgår eksempelvis af Iørn Piøs definition på en adelvise:
”Adelsvise: Vise, der findes i adelshåndskrifterne mellem o. 1550 og o. 1650 og/eller kendes af Vedels adelsoptegnere … ”
At metoden ikke kan stå alene, afgør Iørn Piø selv i sin fortsættelse af definitionen:
” … og som ikke har kunnet karakteriseres som en skillingsvise eller en gammel folkevise”.
Vi er tilbage til det store spørgsmål: Hvordan finde spor af - ja, lad os blot fortsætte med udtrykket: ”menigmandstradition” ? Og er det for risikabelt at lade Vedels udtryk ”den menige mand” være altafgørende i den afdækningsmetode, Iørn Piø anvender?
Iørn Piø definerer selv udtrykket, og definitionen må siges at være vor tids definition:
”Den menige mand er bønder og borgere, og det er også, men ikke udelukkende, hvad man plejer at forbinde med almuen, gerne almuen på landet. Den menige mand skal opfattes som alle de i samfundet, der ikke tilhører adelsstanden og iøvrigt heller ikke gejstligheden”.
I disputatsen citeres Vedel for:
”Hvad Danske Folks sæder, skik og idræt har været, både udi den gejstslige og verslige stand, så vel som den menige mands husregiment, udi fred og fejde tid, fra den første hedenske høss, indtil denne nuværende dag …”
Jeg mener ikke, at det fremgår særlig klart, hvad der menes med den menige mand - og adelen nævnes ikke i citatet.
Et andet sted citeres Vedel for de ord om kæmpeviserne, der har været afgørende for Iørn Piøs metode:
”…de fornemste gamle kæmpeviser, som har været gængs iblandt den menige mand …”
og:
”… denne er fast den ældste kæmpevise, som af Arilds tid her ind til har været meget brugt i Danmark…”
Heller ikke her fremgår det klart, hvad der - på Vedels tid - menes med ”den menige mand”.
Jens Bille bruger i sin visebog selv menigmandsudtrykket. Han indfører en dagevise efter Erik Krabbes salme, hvor en linie lyder sådan:
”Min vilje og evne henstrække
at fremme det menige bedste …”
Jens Bille har erstattet ”det menige bedste” med: ”menningmands bedste”.
En ny Dagvise. Salme af Erik Krabbe, Anne Krabes Fader, indført i Jens Billes Visebog af Jens Bille selv. Udtrykket ”meni(n)gmands fæste” i 12. linie.
Slår vi nu efter i Otto Kalkars Ordbog til det ældre danske Sprog og i Den store danske Ordbog, ser vi, at en ældre, nu sjældent brugt, betydning for den menige mand er: samtlige, alle - den yngre betydning er: massen, hoben, den jævne. - Men interessant er det, at der findes et ældre udtryk: den menige adel, - formodentlig til forskel fra hofadelen, den vi ser som adelspoesiens optegnere.
Vi kan nu ikke udelukke, at Vedel, når han har ladet indsamle viser, der ”har været gængs iblandt den menige mand”, går ud fra definitionen: ”den menige borger og bonde” OG ”den menige ADEL”.
Mit bud på en metode til afdækning af folkelig tradition i adelsvisebøgerne er en undersøgelse af hver enkelt vises traditionsmønster, det vil sige dens overlevering i håndskrifter, tryk eller som sang. Der skal tages forbehold for tabt eller ukendt materiale, men vi kunne stille en række spørgsmål til det udgivne, eksisterende materiale på 539 folkeviser fra ”Danmarks gamle Folkeviser”
-er visen overleveret i 1500-1600-tallets håndskrifter ?
-optræder visen i et enkelt håndskrift ? - eller i flere ? - og kan der være tale om afskrifter ?
-er der skillingstryk og/eller trykte udgaver indblandet i overleveringen ?
-genfindes visen i 1800-1900 -tallets overlevering, eventuelt som sang ?
En undersøgelse af de 539 viser afslører, at:
-31 pct. kun findes i de ældste, altså i 1500-1600-tallets håndskrifter
-15 pct. findes i disse håndskrifter og i tryk: småtryk/udgaver
-27 pct. findes i tryk: småtryk/udgaver og i 1800-tallets tradition
-12 pct. findes kun i 1800-tallets tradition
-1 pct. er afskrifter, specielle tryk og lignende
-14 pct. findes i de ældste håndskrifter fra 1500-1600-tallet og i 1800-tallets tradition - uden småtryk og tilgængelige udgaver indblandet.
Disse sidste 14 pct. er interessante. -Hvordan hænger det sammen?- Adelen låner næppe deres visebøger ud til nogen uden for familie- og vennekredsen. Hvordan kan folk i 1800-tallet synge en vise, der også forekommer i de gamle visehåndskrifter, når der ikke er småtryk eller tilgængelige udgaver, der kan støtte overleveringen ? Man må spørge sig selv: Er der ikke her en fælles folkelig kilde ? Er der en tradition, der kendes både af ”den menige adel” og af den jævne mand/kvinde i 1500-1600-tallet, som mundtligt bringer den videre til kommende generationer, der til slut kan synge den for 1800-tallets folkemindesamlere ?
Under kategorien indsamlingshåndskrifter findes Anne Krabbes Visebog, der er fra begyndelsen af 1600-tallet. Anne Krabbe har en vis forbindelse til Vedel og til Rosenholmmiljøet. Desværre er originalhåndskriftet tabt, men det findes i en afskrift fra det 18. århundrede, og det skulle være troværdigt.
Der er overvægt i dette håndskrift af folkeviser, selvom der dog er et mindre antal af de adelspoetiske viser. - Ved mange af folkeviserne findes en indledning, ofte også en efterskrift, hvor Anne Krabbe fortæller om, hvordan hun har opsøgt gamle folk, der har kunnet berette om steder og personer, knyttet til en vises historie. Kunne man nu ikke, selv om det ikke direkte fremgår af indledningerne, forestille sig, at hun også har hørt disse gamle folk synge? - eller i hvert fald har fået at vide, at de kender visen?
Anne Krabbe har, som det fremgår, flere viser, der følger traditionsmønstret: 1500-1600-tals håndskrift + 1800-tals sangtradition.
Som den eneste i adelen har Anne Krabbe visen ”Vilmer genfinder sin Fæstemø” og skriver om den
”En meget smuk gammel vise, er gjort efter en gammel historie, som er vist sket udi fordums tid … ”
Visens historie forudsættes altså at være ”sand”.
Visen er endvidere overleveret i 1800-tallet - og mest interessant er en sønderjysk version, optegnet efter en (cit.):
”40-årig bondefødt pige i Grumtofte sogn, hun havde lært den af sin moder, hjemmehørende i samme sogn”.
Hendes version er meget lig Anne Krabbes. Ordvalget er ens mange steder. Der er byttet om på navnene, men nogle af de samme navne går igen i begge versioner.
Mellem- og omkvædene lyder -
hos Anne Krabbe:
”- men sommeren han er grøn”
”- jeg sover så lidt/ mig længes”
i den sønderjyske vise:
”- om sommeren ven (=når) du est grøn”
”- hun sover så liden i løn”
i Hammerum herred:
”- for hun var idel skøn”
i Vendsyssel:
”- hej tullilu …”
”- falderik, falderuk …”
Har vi her en gammel tradition, der forgrener sig i:
- Anne Krabbes version, der standses i håndskriftet, stivner ved nedskrivning -
- den sønderjydske version, der er tæt på Krabbes version, måske derfor også kan anses for tættere på den gamle folkelige kilde end:
- den øvrige 1800-tals-tradition, der er udviklet væk fra den tradition, der også er Krabbes og den sønderjyske?
Ser vi nu på den tidligere omtalte vise om ”Germand Smed og Præstens Datter”, har vi endnu et eksempel på mønstret: gammel håndskrift + 1800-tallets overlevering. - Axel Olrik, der har udgivet visen i ”Danmarks gamle Folkeviser” (DgF VI 329ff) og som på grund af Ide Giøes påtegning ”Ide Giøe min Uise egen” går ud fra, at det er hendes visebog, undrer sig over, at ”en Dame som Fru Ide Gjøe har Visen i sin Samling”. Men den har vel moret hende særligt. Måske har hun hørt den sunget i stalden - måske har hun selv lært den, adelsdamerne var nu ikke så knibske. Anne Skave har i sin fætter, Jens Billes, visebog skrevet følgende vise, der kun er optegnet af hende - og derefter dukker op i flere varianter i 1800-tallets sangtradition.
Alle mend haffue hatt,
Min haffuer ingen,
saa tugh iegh en flåen kat,
giøre iegh minn man en hat.
Nu rier min man, fauer hatt haffuer han.
Alle man haffuer nogt (= nokk’ , tap, penis)
min haffuer inthet,
wre iegh hornit aff vor stud,
satte paa min bondis bugh.
Nu rier min mand, fauert stude hornn haffuer han.
Alle mand haffuer skiort,
min haffuer ingen,
tugh ieg mig itt bøge løff,
lagde på min bondis røff.
Nu rier min mand, fauer skiorte har han.
Har vi mon ikke med disse to viser eksempler på gammel folkelig tradition, sunget af 1500-1600-tallets jævne befolkning og muligvis også, det kan ikke udelukkes, af ”den menige adel”, hørt af to adelsdamer, der henholdsvis har nedfældet visen om ”alle mand og min mand” i et af 1500-tallets håndskrifter og med en notits har tilkendegivet i et af 1600-tallets håndskrifter, at visen om ”Germand Smed og Præstens Datter” kunne hun tage til sig?
Der er naturligvis fejlmuligheder i metoden. Det er f.eks. ikke blot skillingstrykkene, der kan blande sig i traditionen, det kan også de trykte viseudgaver. Vi er indstillet på, at tre meget udbredte viseudgaver som ”Hundredevisebogen” fra 1591, til en vis grad ”Tragica” fra 1657 og i meget høj grad Peder Syvs Visebog fra 1695 vil blande sig i visetraditionen. Større er problemet med de mange viseudgaver, der kommer i 1700-tallet og ikke mindst i 1800 -tallet, for hvor almindeligt udbredte var de? Hvad er det for versioner, de bringer - og giver nogle af disse versioner anledning til en ny ”traditionsgren”?
Jobs Vise. Afskrevet skillingstryk i Vibeke Bilds større Foliohåndskrift (indsamlingshåndskrift) fra 1646. Indført af Vibeke Bilds professionelle skriver.
Og som før nævnt: der må tages højde for tabt eller ukendt materiale - og det vil i mange tilfælde kunne dreje sig om et tabt skillingstryk. Vi har et eksempel i visen om ”Hr. Tønne af Alsø”, der tilsyneladende kun er overleveret i 1500-1600-tallets håndskrifter og i 1800-tallets folkelige sang. Svend Grundtvig henviser i Danmarks gamle Folkeviser” til en bemærkning hos Abrahamson om, at der af visen ”er en særskildt trykt Udgave, et Ark i Oktav uden Steds og Aars Nævnelse”, og at B-versionen kan ”stamme fra et saadant Flyveblad” (=skillingstryk) - Grundtvig skriver i det følgende bind af ”Danmarks gamle Folkeviser”, at
”Noget dansk Flyveblad af Herr Tønnes Vise er endnu ikke kommet mig for Øje, men min Antagelse om, at det maa være som vor Opskr. B, er bleven yderligere bestyrket derved, at Herr S. Bugge har i Telemarken efter fire Kvæderskers Mund optegnet det meste af denne Vise i dansk Sprogform, overalt (paa en Del Udeladelser nær) væsenlig stemmende med vor B. Der kan næppe være nogen Tvivl om, at Kilden til denne norske Tradition maa være det savnede danske Flyveblad …”
Svend Grundtvigs formodning kan vel nok støttes af, at visen i B-versionen har 80 vers og i den danske folkelige overlevering, der er indbyrdes ensartet, 43 vers. Men i næste bind af ”Danmarks gamle Folkeviser” må Grundtvig se i øjnene, at flyvebladet/skillingstrykket ikke lader sig finde:
”Det danske Flyveblad, hvoraf Abrahamson havde ”en særskilt trykt Udgave, et Ark i Oktav, uden Steds og Aars Nævnelse”, er mig des værre endnu lige ubekjendt, og et væsentligt Moment til at bedømme Rigtigheden af den ved Behandlingen af de talrige haandskriftlige Former af Visen anvendte Kritik savnes altsaa fremdeles …” (DgF II 13ff., 655, III 806 og IV 785)
Ja, sådan er da vilkårene for forskning i folkevisetraditionen, - og dette minder en del om en eftersøgning Projekt Visecenter til stadighed har i gang på Ærø. I 1900 blev der skrevet en vise om en pige, der druknede sig ved Borgnæs Strand af kærestesorg. Vi har udklip fra Ærø Avis om denne virkelige begivenhed, og de fleste på Ærø kan den dag i dag synge visen. Det fortælles, at en snedkersvend fik visen trykt, gik rundt på øen og solgte trykkene, der indbragte ham 40 kr., som han kunne købe et sæt tøj for. Men vi kan ikke finde et eneste af disse tryk, og dog fortæller en gammel kone, at hun har set naboens to små piger sidde og klippe et tryk med visen i stykker. Måske var det det sidste bevis for Borgnæsvisens udgivelse som skillingsvise, der hermed gik tabt.
Rita Pedersen.