sdu link
link til forside
Ňbningstid: torsdage 10 - 12 (Tlf. 65 50 32 89) | Kontakt Visecenteret | SDUForside

Den danske visetraditions historie med eksempler på mundtlig, skriftlig og trykt tradition

Forskningen i den danske folkevisetradition fra 1500-tallet og frem til i dag bygger på et velbevaret skriftligt og trykt kildemateriale, bestående af:

- h√•ndskrevne viseb√łger -

- trykte viseb√łger -

-småtryk/skillingstryk

hvortil kommer

- den mundtlige traditionskilde,

der direkte kan studeres gennem nutidig sang og gennem 1800 -tallets indsamling og optegnelse af folkelig sangtradition - og som indirekte kan spores i dele af håndskrift- og småtryksoverleveringen.

De overleverede 40 visehåndskrifter fra 1500-1600-tallet kan opdeles i tre kategorier:

Familieviseb√łger, poesib√łger¬†- 25 h√•ndskrifter

Indsamlingshåndskrifter - 9 håndskrifter                   

Afskriverhåndskrifter - 6 håndskrifter      

Afskriverh√•ndskrifterne er de yngste, har indbyrdes for en stor del det samme repertoire og er - som betegnelsen antyder - afskrifter af tidligere h√•ndskrifter. √ėnsker man at forske i viserne som en tradition, er det derfor f√łrst og fremmest indsamlingsh√•ndskrifterne - h√•ndskrifterne, der repr√¶senterer deciderede indsamlinger og som hver for sig har et meget stort antal viser - der har st√łrst interesse. Men studier i de mindre familieviseb√łger med deres mange navne- og stedsindf√łringer og sm√• notitser giver naturligvis billedet af den til enhver tid levende tradition en ekstra dimension.

Langt de fleste navne p√• viseb√łgerne er arkivalske. Det vil sige: Man kan ikke ud fra h√•ndskriftets navn slutte, hvem anl√¶ggeren eller eventuelt den oprindelige ejer er. Hermed nogle eksempler: Det er ikke Karen Brahe, der har anlagt og skrevet den store ‚ÄĚKaren Brahes Folio‚ÄĚ, men Karen Brahe er den seneste ejer af h√•ndskriftet. - Jens Bille har derimod muligvis anlagt ‚ÄĚJens Billes Visebog‚ÄĚ (tidligere ben√¶vnt som ‚ÄĚSten Billes h√•ndskrift‚ÄĚ). Han og broderen, Sten Bille, har i hvert fald indskrevet viser. Det er fastsl√•et, der foreligger 35 indskrivninger fra Jens Billes h√•nd. - ‚ÄĚIde Gi√łes Visebog‚ÄĚ hedder s√•dan, fordi Ide Gi√łe tv√¶rs over en vise om ‚ÄĚGermand Smed og Pr√¶stens Datter‚ÄĚ har skrevet, at denne vise er ‚ÄĚmin egen‚ÄĚ - n√¶ppe fordi hun har lavet den - sikkert fordi hun har kunnet lide denne vise med svinedrengemotivet. (DgF VI 329ff)

De tre her ikke helt tilf√¶ldigt n√¶vnte viseb√łger er en del af Karen Brahes visesamling, best√•ende af h√•ndskrifter, trykte udgaver og sm√•tryk/skillingstryk. Visesamlingen indg√•r i det bibliotek, som Karen Brahe til √ėstrupg√•rd i 1681 arvede efter sin sl√¶gtning, Anne Gi√łe, og som nu opbevares i Landsarkivet for Fyn.

‚ÄĚVille I lytte og h√łre‚ÄĚ. Folkevise om Kristian den Anden, indf√łrt i familie-visebogen Jens Billes Visebog fra 1550‚Äôerne af Jens Bille selv.

Jens Billes Visebog h√łrer sammen med Hjertebogen til de √¶ldste viseh√•ndskrifter, vi har overleveret. De er begge fra midten af 1500-tallet. Begge er i kategorien ‚ÄĚFamilieviseb√łger/Poesib√łger‚ÄĚ, men is√¶r Jens Billes Visebog har karakter af en typisk familievisebog. Adskillige genrer er repr√¶senteret i bogen: ridderviser, sk√¶mteviser, historiske viser, aktuelle viser, salmer, adelslyrik - og muligvis nogle afskrevne skillingstryk. Endvidere taler meget for, at en del mundtlig, sungen tradition findes nedskrevet her. Det er - med et enkelt eksempel - interessant, at Jens Bille selv mod slutningen af visebogen har indf√łrt en vise om ‚ÄĚSejren ved Meldorph‚ÄĚ i betragtning af, at han deltog i slagene ved Meldorph og Heide i 1559. Visen har et sprog, der kunne give en anelse om, at visen stammer fra en soldat, der enten pr√łver at synge dansk - eller som har sunget p√• tysk, hvorefter der er fors√łgt lavet en overs√¶ttelse, nedskrevet efter sang. (DV I 75-78 og IV 52-53)

Ide Gi√łes Visebog er dateret til f√łrste halvdel af 1600-tallet, men er muligvis anlagt tidligere. Viseforskeren Hakon Gr√ľner-Nielsen har s√•ledes nogle tanker om, at det kan v√¶re Sophie Brahe, Tyge Brahes s√łster, der har anlagt bogen. (DV V 246)

Viseb√łger som Jens Billes og Ide Gi√łes kan sammenlignes med de viseb√łger, der til stadighed dukker op under Projekt Visecenters indsamling af visetradition. Disse er j√¶vnt skrevne, j√¶vnt udstyrede, men med navne, dateringer og notitser, der g√łr dem til uvurderlige repr√¶sentanter for en familietradition, der kan g√• tilbage til for√¶ldre, bedstefor√¶ldre, oldefor√¶ldre, tipoldefor√¶ldre.

Karen Brahes Foliohåndskrift er dateret til 1570, altså er det også et af de ældste. Det er et udpræget indsamlingshåndskrift, og det må bygge på en meget bevidst indsamling, udelukkende af folkeviser. Et par hundrede numre, indskrevet af en professionel skriverhånd og alle i den bestemte genre: folkevisen. Bogen er smuk, omend den virker lidt anonym med de mange ens tæt skrevne sider, men vi har her noget af det mest værdifulde kildemateriale, trods de forkætrede redigeringer af mange af viserne, ikke mindst den sammenskrevne Marsk Stig-vise.

Visesamlingen i Karen Brahes Bibliotek er - som tilfældet er det med en del såvel ældre som yngre visesamlinger - et familie-, et slægtsforetagende gennem fem generationer - fra 1. generation med Jens og Sten Bille - til 5. generation med Karen Brahe.

I 2. generation b√łr n√¶vnes Knud Brahe og Margrethe Lange. Margrethe Langes navn s√¶ttes ofte i forbindelse med spekulationerne over, hvem der har anlagt det store indsamlingsh√•ndskrift, Karen Brahes Folio. - Knud Brahe og Margrethe (Mette) Lange har p√• en side cirka midt i folien indskrevet deres navne p√• deres forlovelsesdag i 1583. - Den type indf√łringer ved familiefester er almindelige i de gamle viseb√łger, ja, fors√•vidt ogs√• i mange af de viseb√łger vi f√•r ind i dag. - Men det er Margrethe Langes navneindf√łring, der har givet n√¶ring til troen p√•, at det er hende, der har anlagt bogen. - I√łrn Pi√ł skriver s√•ledes i sin epokeg√łrende disputats: ‚ÄĚNye veje til folkevisen‚ÄĚ (s. 42), at

‚ÄĚMest taler for - og intet taler direkte imod - at det er fru Margrethe Lange, der har anlagt denne visebog mellem 1578 og 1584 ‚Ķ mens hun boede p√• Engelsholm ved Vejle.‚ÄĚ

Ogs√• Erik S√łnderholm har i sin h√•ndskriftartikel i ‚ÄĚDanmarks gamle Folkeviser‚ÄĚ bd XII tanker om Margrethe Lange som mulig anl√¶gger af Karen Brahes Folio, ja, flere forskere strejfer muligheden. Men I√łrn Pi√ł er s√• overbevist, at han omd√łber Karen Brahes Folio:

‚ÄĚI det f√łlgende v√¶lger jeg at kalde dette h√•ndskrift for MARGRETHE LANGES SAMLING AF GAMLE DANSKE VISER.Det er en d√¶kkende betegnelse for dette storsl√•ede h√•ndskrift, der helt er pr√¶get af den interesse for de gamle viser, som man m√łder till√łb til i nogle af adelens viseh√•ndskrifter, men som man ellers kun finder realiseret i Vedels Visearkiv og i hans udgave fra 1591, hvor han bearbejder de viser, han havde i arkivet‚ÄĚ

De misforst√•elser, omd√łbningen af Karen Brahes Folio herefter har givet anledning til, siger noget om, hvor farligt det er at forlade en velkendt arkivalsk betegnelse.

Over for Knud Brahes og Margrethe Langes navneindf√łringer i Karen Brahes Folio st√•r en anden ikke mindre interessant indf√łring: Det er Otto Gi√łe, broder til Falk Gi√łe, 3. generation, der skriver, at bogen ejes af hans s√łster Ellen Gi√łe. Navneindf√łringen og notitsen er dateret 1624, alts√• 41 √•r efter Knud Brahes og Margrethe Langes indf√łringer og i det √•r, hvor Ellen Gi√łe blev gift med Mauritz Ascherleben til Jerstrup p√• Fyn. Bogen kan v√¶re brugt som bryllupsgave.

Udover de her omtalte tre s√łskende, Falk, Otto og Ellen Gi√łe kan n√¶vnes endnu tre s√łstre, der har noget med visetradition at g√łre: Ide Gi√łe, der p√• grund af sin gl√¶de over visen om ‚ÄĚGermand Smed og Pr√¶stens Datter‚ÄĚ har givet navn til en visebog, Mette Gi√łe, der i 1657 udgiver folkeviseudgaven ‚ÄĚTragica‚ÄĚ, den anden folkeviseudgave efter Anders S√łrensen Vedels Hundredevisebog i 1591 - og endelig Anne Gi√łe, der grundlagde Karen Brahes Bibliotek med den betydningsfulde h√•ndskriftsamling.

Henrik Gi√łe og Birgitte Brahe havde flere b√łrn. De blev opdraget p√• Rosenholm p√• Djursland, da for√¶ldrene d√łde tidligt, hos Holger Rosenkrantz med tilnavnet Den L√¶rde. Her p√• Rosenholm var der helt fra faderen, J√łrgen Rosenkrantz¬īs dage et enest√•ende milj√ł for boglige sysler, men bestemt ogs√• for det vi i dag vil kalde indsamling af folkeminder. Det er n√¶ppe tilf√¶ldigt, at nogle af de vigtigste kilder til folkeviserne er havnet her.

Udover de her n√¶vnte h√•ndskrevne viseb√łger findes der endnu et par yngre viseb√łger i Karen Brahes samling, og vi m√• nok g√• ud fra, at en del af dette yngre materiale kan v√¶re indsamlet i Rosenholmmilj√łet. Det g√¶lder muligvis ogs√• en del af Ide Gi√łes Visebog.

Foruden de h√•ndskrevne viseb√łger findes der i Karen Brahes visesamling en sm√•tryk-(=skillingstryk-)samling. Den kan v√¶re grundlagt i Rosenholmmilj√łet og er i l√łbet af et par generationer, man blev nemlig ved med at samle, n√•et op p√• godt et par hundrede tryk. - Et par af de folkeviser, der her forekommer som sm√•tryk/skillingstryk, er nedskrevet i Karen Brahes Folio, bl.a. visen om ‚ÄĚFolke Lovmandss√łn og Dronning Helvig‚ÄĚ.

 

Forside af skillingstryk med folkevisen om ‚ÄĚFolke Lovmandss√łn‚ÄĚ. En version af visen findes nedskrevet i Karen Brahes folioh√•ndskrift fra 1570‚Äôerne.

Igennem fem generationer har en familie opbygget denne enestående samling - og jeg kan ikke lade være med igen at nævne de visesamlinger, der af og til indleveres på Visecentret. Vel er de mindre, beskednere, men de har den samme sammensætning:

- h√•ndskrevne viser, ofte samlet i viseb√łger -

- trykte viser, som skillingstryk, af og til sammensyede til en bog - som postkort eller som samleblade fra dags- og ugepressen -

- trykte viseudgaver, trykte visehefter -

Forrige og dette √•rhundredes visesamlere og visebrugere har oftest kunnet fort√¶lle, hvorfra de har deres viser. N√•r vi modtager samlinger i dag, kan giverne som regel synge i hvert fald nogle af viserne, og de kan fort√¶lle, at deres s√łskende, for√¶ldre, bedstefor√¶ldre, oldefor√¶ldre, skole- og arbejdskammerater har sunget den og den vise. - Vi savner i h√łj grad s√•danne gode oplysninger om den √¶ldste visetradition. Men m√• vi s√• affinde os med, at vi i den gamle overlevering mangler den vigtige dimension: mundtligheden, sangen?

Jeg mener ikke, at vi m√• oph√łre med at stille os selv og hinanden de samme sp√łrgsm√•l til det gamle materiale, som vi stiller til det nye: Hvor i samfundet er viserne indsamlet? Hvor og af hvem er de blevet sunget?

Er det store h√•ndskriftkorpus fra 1500-1600-tallet, der sandt nok er udf√łrt af skrivekyndige, alts√• af adelen og gejstligheden f√łrst og fremmest, udelukkende en adelstradition?

Et stort antal viser i 1500-1600-tallets viseh√•ndskrifter er imidlertid en decideret adelspoesi. Den type viser har ikke kunnet optegnes af folkemindesamlerne, der arbejdede i 1800-tallet, for de n√•ede aldrig uden for adelens kredse. - Der er et eksempel p√• en s√•dan vise, optegnet i Dronning Sophias Visebog. Det s√¶rlige ved denne vise er, at der oven over den st√•r: ‚ÄĚEn dansevise‚ÄĚ. - Det er en fin oplysning. Den er s√• god, at viseforskeren Hakon Gr√ľner-Nielsen n√¶sten ikke t√łr tro p√• den:

‚ÄĚDenne Vise er mest m√¶rkelig ved sin Overskrift ‚ÄĚEn Dansevise‚ÄĚ, der enten betyder ‚ÄĚen dansk Vise‚ÄĚ eller ligefrem oplyser, at den Slags Elskovslyrik har v√¶ret brugt til Dans‚Ķ ‚ÄĚ (DV V 317)

Men der st√•r nu dansevise. Og f√łrste vers lyder s√•dan:

Allt wede ieg hor den rosen der hund staar,

alle wede ieg huor den rosen der hund staar,

hendis blade de ere r√łde,

der aff gaar lycken hinde s√łtt,

Krist giffue den rose rett allrig bliffue √łde.

Viser af denne type forekommer i de fleste af h√•ndskrifterne, men de findes i meget stort antal i de viseb√łger, der er anlagt og skrevet af personer tilknyttet hoffet, alts√• til forskel fra landadelen: hofadelen med tilknytning til Christian III‚Äôs og Frederik II‚Äôs hoffer. - Hjertebogen er et godt eksempel med sine 58 adelspoetiske viser mod kun 20 folkeviser - et andet: Langebeks Kvart med 67 adelspoetiske viser mod kun 18 folkeviser. I dette h√•ndskrift findes endvidere et stort antal tysksprogede viser, 71 ialt.

 

‚ÄĚVe dig, elendige klaffer‚ÄĚ. Lyrisk adelsvise nedskrevet med signatur i Jens Billes Visebog af Jens Billes broder, Steen Bille.

Der er alts√• adelsviser, der er nemme at udskille fra det √łvrige visebogsmateriale.

N√•r I√łrn Pi√ł i sin disputats ‚ÄĚNye Veje til Folkevisen‚ÄĚ bruger udtrykkene ‚ÄĚadelsvise‚ÄĚ og ‚ÄĚadelstradition‚ÄĚ, er der imidlertid tale om folkeviser, indsamlet af adelen - i nogle tilf√¶lde, mener I√łrn Pi√ł, ogs√• skrevet af adelen:

‚ÄĚEn v√¶sentlig del af adelsviserne er blevet til eller nedskrevet efter √¶ldre adelsdamers og adelsm√¶nds erindring siden slutningen af det sekstende √•rhundrede og indtil midten af det syttende. F√łr den tid synes det i s√¶rlig grad at v√¶re de unge adelsm√¶nd, der var aktive, ogs√• som viseforfattere ‚Ķ

Adelen har allerede tidligt v√¶ret p√• visit i de folkelige milj√łer, og n√•r den trak sig tilbage og var i enrum, skrev den sine egne danseviser ‚Ķ (s. 295)

Over for adelstraditionen s√¶tter I√łrn Pi√ł da en folkelig tradition, menigmandstraditionen - og under afd√¶kningen af disse to traditioner har I√łrn Pi√ł som hovedmateriale tre viseh√•ndskrifter, der har tilh√łrt Anders S√łrensen Vedel: Svaning I-II og Rentzell, alle fra 1580‚Äôerne, og alle indsamlingsh√•ndskrifter.

Der er inspiration at hente i denne afdækning, men opdelingen i de to traditioner bliver for skarp, og metoden der bruges for at finde frem til folkevisernes henholdsvis adels- og menigmandstradition kan anfægtes.

I√łrn Pi√ł siger i sin disputats (s. 22-36):

‚ÄĚDe viser, hvorom Vedel i sin viseudgave udtrykkeligt siger, at de var almindelige blandt den menige mand p√• hans tid, er alle k√¶mpeviser ‚Ķ‚ÄĚ

‚ÄĚMan kan nu frems√¶tte den antagelse, at de skrivere (= optegnere, indsamlere), der har hjembragt disse k√¶mpeviser til Vedels Visearkiv, ogs√• kan have hjembragt andre, der var almindelige blandt menigmand i slutningen af det 16.√•rhundrede. Det drejer sig om tolv skrivere, som jeg ud fra dette menigmandskriterium kalder menigmandsoptegnere‚ÄĚ.

og:

‚ÄĚBlandt Vedels ca. 30 skrivere findes tre, der har indsamlet mange viser, nemlig mere end tyve hver, og de kan ikke ud fra menigmandskriteriet kaldes menigmandsoptegnere. I forl√¶ngelse af min f√łrste antagelse frems√¶tter jeg nu denne: disse tre skrivere har indsamlet visetradition i adelskredse. Antagelsen underst√łttes af den kendsgerning, at den ene af dem har afskrevet viser fra Hjertebogen. Jeg kalder disse tre skrivere adelsoptegnere‚ÄĚ

Metoden f√łrer frem til, at der i Vedels Visearkiv findes materiale fra 12 menigmandsoptegnere, 3 adelsoptegnere og 11 optegnere, der ikke umiddelbart kan karakteriseres ved hj√¶lp af menigmandskriteriet. Afd√¶kningsmetoden er for svag, n√•r den benyttes alene - og det bliver for let at konkludere, at den tradition, menigmandsoptegneren har, er menigmandstradition, medens den tradition, adelsoptegneren har, er adelstradition. - Det fremg√•r eksempelvis af I√łrn Pi√łs definition p√• en adelvise:

‚ÄĚAdelsvise: Vise, der findes i adelsh√•ndskrifterne mellem o. 1550 og o. 1650 og/eller kendes af Vedels adelsoptegnere ‚Ķ ‚ÄĚ

At metoden ikke kan st√• alene, afg√łr I√łrn Pi√ł selv i sin forts√¶ttelse af definitionen:¬†¬†¬†¬†¬†¬†¬†

‚ÄĚ ‚Ķ og som ikke har kunnet karakteriseres som en skillingsvise eller en gammel folkevise‚ÄĚ.

Vi er tilbage til det store sp√łrgsm√•l: Hvordan finde spor af - ja, lad os blot forts√¶tte med udtrykket: ‚ÄĚmenigmandstradition‚ÄĚ ? Og er det for risikabelt at lade Vedels udtryk ‚ÄĚden menige mand‚ÄĚ v√¶re altafg√łrende i den afd√¶kningsmetode, I√łrn Pi√ł anvender?

I√łrn Pi√ł definerer selv udtrykket, og definitionen m√• siges at v√¶re vor tids definition:

‚ÄĚDen menige mand er b√łnder og borgere, og det er ogs√•, men ikke udelukkende, hvad man plejer at forbinde med almuen, gerne almuen p√• landet. Den menige mand skal opfattes som alle de i samfundet, der ikke tilh√łrer adelsstanden og i√łvrigt heller ikke gejstligheden‚ÄĚ.

I disputatsen citeres Vedel for:

‚ÄĚHvad Danske Folks s√¶der, skik og idr√¶t har v√¶ret, b√•de udi den gejstslige og verslige stand, s√• vel som den menige mands husregiment, udi fred og fejde tid, fra den f√łrste hedenske h√łss, indtil denne nuv√¶rende dag ‚Ķ‚ÄĚ

Jeg mener ikke, at det fremgår særlig klart, hvad der menes med den menige mand - og adelen nævnes ikke i citatet.

Et andet sted citeres Vedel for de ord om k√¶mpeviserne, der har v√¶ret afg√łrende for I√łrn Pi√łs metode:

‚Ä̂Ķde fornemste gamle k√¶mpeviser, som har v√¶ret g√¶ngs iblandt den menige mand ‚Ķ‚ÄĚ

og:

‚Ä̂Ķ denne er fast den √¶ldste k√¶mpevise, som af Arilds tid her ind til har v√¶ret meget brugt i Danmark‚Ķ‚ÄĚ

Heller ikke her fremg√•r det klart, hvad der - p√• Vedels tid - menes med ‚ÄĚden menige mand‚ÄĚ.

Jens Bille bruger i sin visebog selv menigmandsudtrykket. Han indf√łrer en dagevise efter Erik Krabbes salme, hvor en linie lyder s√•dan:

‚ÄĚMin vilje og evne henstr√¶kke

at fremme det menige bedste ‚Ķ‚ÄĚ

Jens Bille har erstattet ‚ÄĚdet menige bedste‚ÄĚ med: ‚ÄĚmenningmands bedste‚ÄĚ.

 

En ny Dagvise. Salme af Erik Krabbe, Anne Krabes Fader, indf√łrt i Jens Billes Visebog af Jens Bille selv. Udtrykket ‚ÄĚmeni(n)gmands f√¶ste‚ÄĚ i 12. linie.

Slår vi nu efter i Otto Kalkars Ordbog til det ældre danske Sprog og i Den store danske Ordbog, ser vi, at en ældre, nu sjældent brugt, betydning for den menige mand er: samtlige, alle - den yngre betydning er: massen, hoben, den jævne. - Men interessant er det, at der findes et ældre udtryk: den menige adel, - formodentlig til forskel fra hofadelen, den vi ser som adelspoesiens optegnere.

Vi kan nu ikke udelukke, at Vedel, n√•r han har ladet indsamle viser, der ‚ÄĚhar v√¶ret g√¶ngs iblandt den menige mand‚ÄĚ, g√•r ud fra definitionen: ‚ÄĚden menige borger og bonde‚ÄĚ OG ‚ÄĚden menige ADEL‚ÄĚ.

Mit bud p√• en metode til afd√¶kning af folkelig tradition i adelsviseb√łgerne er en unders√łgelse af hver enkelt vises traditionsm√łnster, det vil sige dens overlevering i h√•ndskrifter, tryk eller som sang. Der skal tages forbehold for tabt eller ukendt materiale, men vi kunne stille en r√¶kke sp√łrgsm√•l til det udgivne, eksisterende materiale p√• 539 folkeviser fra ‚ÄĚDanmarks gamle Folkeviser‚ÄĚ

-er visen overleveret i 1500-1600-tallets håndskrifter ?

-optræder visen i et enkelt håndskrift ? - eller i flere ? - og kan der være tale om afskrifter ?

-er der skillingstryk og/eller trykte udgaver indblandet i overleveringen ?

-genfindes visen i 1800-1900 -tallets overlevering, eventuelt som sang ?

En unders√łgelse af de 539 viser afsl√łrer, at:

-31 pct. kun findes i de ældste, altså i 1500-1600-tallets håndskrifter

-15 pct. findes i disse håndskrifter og i tryk: småtryk/udgaver

-27 pct. findes i tryk: småtryk/udgaver og i 1800-tallets tradition

-12 pct. findes kun i 1800-tallets tradition

-1 pct. er afskrifter, specielle tryk og lignende

-14 pct. findes i de ældste håndskrifter fra 1500-1600-tallet og i 1800-tallets tradition - uden småtryk og tilgængelige udgaver indblandet.

Disse sidste 14 pct. er interessante. -Hvordan h√¶nger det sammen?- Adelen l√•ner n√¶ppe deres viseb√łger ud til nogen uden for familie- og vennekredsen. Hvordan kan folk i 1800-tallet synge en vise, der ogs√• forekommer i de gamle viseh√•ndskrifter, n√•r der ikke er sm√•tryk eller tilg√¶ngelige udgaver, der kan st√łtte overleveringen ? Man m√• sp√łrge sig selv: Er der ikke her en f√¶lles folkelig kilde ? Er der en tradition, der kendes b√•de af ‚ÄĚden menige adel‚ÄĚ og af den j√¶vne mand/kvinde i 1500-1600-tallet, som mundtligt bringer den videre til kommende generationer, der til slut kan synge den for 1800-tallets folkemindesamlere ?

Under kategorien indsamlingsh√•ndskrifter findes Anne Krabbes Visebog, der er fra begyndelsen af 1600-tallet. Anne Krabbe har en vis forbindelse til Vedel og til Rosenholmmilj√łet. Desv√¶rre er originalh√•ndskriftet tabt, men det findes i en afskrift fra det 18. √•rhundrede, og det skulle v√¶re trov√¶rdigt.

Der er overv√¶gt i dette h√•ndskrift af folkeviser, selvom der dog er et mindre antal af de adelspoetiske viser. - Ved mange af folkeviserne findes en indledning, ofte ogs√• en efterskrift, hvor Anne Krabbe fort√¶ller om, hvordan hun har ops√łgt gamle folk, der har kunnet berette om steder og personer, knyttet til en vises historie. Kunne man nu ikke, selv om det ikke direkte fremg√•r af indledningerne, forestille sig, at hun ogs√• har h√łrt disse gamle folk synge? - eller i hvert fald har f√•et at vide, at de kender visen?

Anne Krabbe har, som det fremg√•r, flere viser, der f√łlger traditionsm√łnstret: 1500-1600-tals h√•ndskrift + 1800-tals sangtradition.

Som den eneste i adelen har Anne Krabbe visen ‚ÄĚVilmer genfinder sin F√¶stem√ł‚ÄĚ og skriver om den

‚ÄĚEn meget smuk gammel vise, er gjort efter en gammel historie, som er vist sket udi fordums tid ‚Ķ ‚ÄĚ

Visens historie foruds√¶ttes alts√• at v√¶re ‚ÄĚsand‚ÄĚ.

Visen er endvidere overleveret i 1800-tallet - og mest interessant er en s√łnderjysk version, optegnet efter en (cit.):

‚ÄĚ40-√•rig bondef√łdt pige i Grumtofte sogn, hun havde l√¶rt den af sin moder, hjemmeh√łrende i samme sogn‚ÄĚ.

Hendes version er meget lig Anne Krabbes. Ordvalget er ens mange steder. Der er byttet om på navnene, men nogle af de samme navne går igen i begge versioner.

Mellem- og omkvædene lyder -

hos Anne Krabbe:

‚ÄĚ- men sommeren han er gr√łn‚ÄĚ

‚ÄĚ- jeg sover s√• lidt/ mig l√¶nges‚ÄĚ

i den s√łnderjyske vise:

‚ÄĚ- om sommeren ven (=n√•r) du est gr√łn‚ÄĚ

‚ÄĚ- hun sover s√• liden i l√łn‚ÄĚ

i Hammerum herred:

‚ÄĚ- for hun var idel sk√łn‚ÄĚ

i Vendsyssel:

‚ÄĚ- hej tullilu ‚Ķ‚ÄĚ

‚ÄĚ- falderik, falderuk ‚Ķ‚ÄĚ

Har vi her en gammel tradition, der forgrener sig i:

- Anne Krabbes version, der standses i håndskriftet, stivner ved nedskrivning -

- den s√łnderjydske version, der er t√¶t p√• Krabbes version, m√•ske derfor ogs√• kan anses for t√¶ttere p√• den gamle folkelige kilde end:

- den √łvrige 1800-tals-tradition, der er udviklet v√¶k fra den tradition, der ogs√• er Krabbes og den s√łnderjyske?

Ser vi nu p√• den tidligere omtalte vise om ‚ÄĚGermand Smed og Pr√¶stens Datter‚ÄĚ, har vi endnu et eksempel p√• m√łnstret: gammel h√•ndskrift + 1800-tallets overlevering. - Axel Olrik, der har udgivet visen i ‚ÄĚDanmarks gamle Folkeviser‚ÄĚ (DgF VI 329ff) og som p√• grund af Ide Gi√łes p√•tegning ‚ÄĚIde Gi√łe min Uise egen‚ÄĚ g√•r ud fra, at det er hendes visebog, undrer sig over, at ‚ÄĚen Dame som Fru Ide Gj√łe har Visen i sin Samling‚ÄĚ. Men den har vel moret hende s√¶rligt. M√•ske har hun h√łrt den sunget i stalden - m√•ske har hun selv l√¶rt den, adelsdamerne var nu ikke s√• knibske. Anne Skave har i sin f√¶tter, Jens Billes, visebog skrevet f√łlgende vise, der kun er optegnet af hende - og derefter dukker op i flere varianter i 1800-tallets sangtradition.

Alle mend haffue hatt,                    

Min haffuer ingen,

saa tugh iegh en flåen kat,

gi√łre iegh minn man en hat.

Nu rier min man, fauer hatt haffuer han.

 

Alle man haffuer nogt (= nokk’ , tap, penis)          

min haffuer inthet,

wre iegh hornit aff vor stud,

satte paa min bondis bugh.

Nu rier min mand, fauert stude hornn haffuer han.

 

Alle mand haffuer skiort,

min haffuer ingen,

tugh ieg mig itt b√łge l√łff,

lagde p√• min bondis r√łff.

Nu rier min mand, fauer skiorte har han.

Har vi mon ikke med disse to viser eksempler p√• gammel folkelig tradition, sunget af 1500-1600-tallets j√¶vne befolkning og muligvis ogs√•, det kan ikke udelukkes, af ‚ÄĚden menige adel‚ÄĚ, h√łrt af to adelsdamer, der henholdsvis har nedf√¶ldet visen om ‚ÄĚalle mand og min mand‚ÄĚ i et af 1500-tallets h√•ndskrifter og med en notits har tilkendegivet i et af 1600-tallets h√•ndskrifter, at visen om ‚ÄĚGermand Smed og Pr√¶stens Datter‚ÄĚ kunne hun tage til sig?

Der er naturligvis fejlmuligheder i metoden. Det er f.eks. ikke blot skillingstrykkene, der kan blande sig i traditionen, det kan ogs√• de trykte viseudgaver. Vi er indstillet p√•, at tre meget udbredte viseudgaver som ‚ÄĚHundredevisebogen‚ÄĚ fra 1591, til en vis grad ‚ÄĚTragica‚ÄĚ fra 1657 og i meget h√łj grad Peder Syvs Visebog fra 1695 vil blande sig i visetraditionen. St√łrre er problemet med de mange viseudgaver, der kommer i 1700-tallet og ikke mindst i 1800 -tallet, for hvor almindeligt udbredte var de? Hvad er det for versioner, de bringer - og giver nogle af disse versioner anledning til en ny ‚ÄĚtraditionsgren‚ÄĚ?

 

Jobs Vise. Afskrevet skillingstryk i Vibeke Bilds st√łrre Folioh√•ndskrift (indsamlingsh√•ndskrift) fra 1646. Indf√łrt af Vibeke Bilds professionelle skriver.

 

Og som f√łr n√¶vnt: der m√• tages h√łjde for tabt eller ukendt materiale - og det vil i mange tilf√¶lde kunne dreje sig om et tabt skillingstryk. Vi har et eksempel i visen om ‚ÄĚHr. T√łnne af Als√ł‚ÄĚ, der tilsyneladende kun er overleveret i 1500-1600-tallets h√•ndskrifter og i 1800-tallets folkelige sang. Svend Grundtvig henviser i Danmarks gamle Folkeviser‚ÄĚ til en bem√¶rkning hos Abrahamson om, at der af visen ‚ÄĚer en s√¶rskildt trykt Udgave, et Ark i Oktav uden Steds og Aars N√¶vnelse‚ÄĚ, og at B-versionen kan ‚ÄĚstamme fra et saadant Flyveblad‚ÄĚ (=skillingstryk) - Grundtvig skriver i det f√łlgende bind af ‚ÄĚDanmarks gamle Folkeviser‚ÄĚ, at

‚ÄĚNoget dansk Flyveblad af Herr T√łnnes Vise er endnu ikke kommet mig for √ėje, men min Antagelse om, at det maa v√¶re som vor Opskr. B, er bleven yderligere bestyrket derved, at Herr S. Bugge har i Telemarken efter fire Kv√¶derskers Mund optegnet det meste af denne Vise i dansk Sprogform, overalt (paa en Del Udeladelser n√¶r) v√¶senlig stemmende med vor B. Der kan n√¶ppe v√¶re nogen Tvivl om, at Kilden til denne norske Tradition maa v√¶re det savnede danske Flyveblad ‚Ķ‚ÄĚ

Svend Grundtvigs formodning kan vel nok st√łttes af, at visen i B-versionen har 80 vers og i den danske folkelige overlevering, der er indbyrdes ensartet, 43 vers. Men i n√¶ste bind af ‚ÄĚDanmarks gamle Folkeviser‚ÄĚ m√• Grundtvig se i √łjnene, at flyvebladet/skillingstrykket ikke lader sig finde:

‚ÄĚDet danske Flyveblad, hvoraf Abrahamson havde ‚ÄĚen s√¶rskilt trykt Udgave, et Ark i Oktav, uden Steds og Aars N√¶vnelse‚ÄĚ, er mig des v√¶rre endnu lige ubekjendt, og et v√¶sentligt Moment til at bed√łmme Rigtigheden af den ved Behandlingen af de talrige haandskriftlige Former af Visen anvendte Kritik savnes altsaa fremdeles ‚Ķ‚ÄĚ (DgF II 13ff., 655, III 806 og IV 785)

Ja, s√•dan er da vilk√•rene for forskning i folkevisetraditionen, - og dette minder en del om en efters√łgning Projekt Visecenter til stadighed har i gang p√• √Ür√ł. I 1900 blev der skrevet en vise om en pige, der druknede sig ved Borgn√¶s Strand af k√¶restesorg. Vi har udklip fra √Ür√ł Avis om denne virkelige begivenhed, og de fleste p√• √Ür√ł kan den dag i dag synge visen. Det fort√¶lles, at en snedkersvend fik visen trykt, gik rundt p√• √łen og solgte trykkene, der indbragte ham 40 kr., som han kunne k√łbe et s√¶t t√łj for. Men vi kan ikke finde et eneste af disse tryk, og dog fort√¶ller en gammel kone, at hun har set naboens to sm√• piger sidde og klippe et tryk med visen i stykker. M√•ske var det det sidste bevis for Borgn√¶svisens udgivelse som skillingsvise, der hermed gik tabt.

Rita Pedersen.


<< Forside